Kazandibi

Kazandibi er en tyrkisk mælkebudding, hvis bund bevidst brændes, til den bliver mørk og karamelliseret. Navnet betyder “grydens bund”, en henvisning til det brændte lag, der dannes på bunden af kogekarret. Det er en kendt dessert i tyrkiske konditorier og hjemmekøkkener, og den brændte bund er det, der adskiller den fra andre mælkebudlinger.

Hvad det egentlig er

Mælk tykkes med sukker og et stivelsesstof, som regel risstivelse eller majsstivelse, ofte med lidt fløde, og simres langsomt, til den er glat og tung. Blandingen hældes i en bred pande. Sukker drysses over bunden, og bunden holdes over direkte varme, til den sortner i pletter. Budden hældes derefter over det brændte lag og får lov at stivne. Når den er kold, vendes den ud, så den mørke bund ligger øverst, og skæres i firkanter eller kiler.

Kazandibi er ikke en creme. Den indeholder ingen æg, og smagen kommer fra mælken og det karamelliserede sukker. Den klassiske budding er vegetarisk og indeholder intet hvede, da stivelsen er risstivelse eller majsstivelse.

Sådan serveres det

• Kold, vendt ud af fadet, skåret i firkanter eller kiler med den brændte side opad.
• På en lille dessertallerken, som regel alene efter et måltid.
• Serveret afkølet, så puddingen står fast, og skorpen forbliver fast.

Sådan skriver du det på kortet

• Angiv den som en tyrkisk mælkebudding, og sig, at toppen er brændt og karamelliseret, så gæsterne forventer en bittersød skorpe.
• Angiv mælk tydeligt. Puddingen laves med mælk og fløde, så angiv mælk på menuen.
• Oplys, at retten er vegetarisk og laves med stivelse, ikke mel, så gæster med hvedeproblemer ved, at den klassiske opskrift ikke indeholder hvede.
• Oplys, at den serveres kold, og at bunden tilberedes bevidst for at blive mørk.